Jagten på Elefanten

Dans med, når jagten går ind på Elefanterne.

Fredag d. 23. maj skal løbeskoene på og de kreative kræfter i sving, når jagten på de historiske Carlsberg-elefanter bliver indledt. Efter sidste års succes vender det populære kultur- og motionsløb 'Jagten gennem historien' tilbage, og Dans24syv er med, når hele Carlsberg-området denne gang er omdannet til et stort familievenligt orienteringsløb: Jagten på Elefanten.

 

Udenfor Dansehallerne, på Tap E Plads, skal man finde og følge efter de dansende atomer, der vil lede deltagerne videre til to dansende atomfysikere. Atomfysikeren Niels Bohr boede engang lige rundt om hjørnet, og om få år vil nabobygningen igen huse forskere og videnskabsmænd. Denne dag vil forskerne få kroppens atomer til at eksplodere i dans!

 

Udover at danse, skal du denne dag finde vej gennem den historiske bryggerigrund, igennem en række forhindringer i den urbane klatreskov, prøve kræfter med urban gardening – inden slutspurten til sidst sættes ind i kampen om at komme først over målstregen.

 

Hør historien om Elefanten

Jagten på Elefanten er et orienteringsløb, der båder sætter benene og fantasien i sving, og undervejs i løbet fortælles historien om elefanterne, der er vartegn for Carlsberg. Elefanter er kloge, stærke og trofaste – men hvorfor valgte brygger Carl at bruge elefanterne som symbol på Carlsbergs øl? Og hvor i Carlsberg Byen er elefanterne egentlig? Snør løbeskoene og gå på jagt efter Carlsbergs elefanter og hør historierne om, hvordan elefanten kom hertil.

 

Løbet giver hele familien muligheden for at få pulsen i vejret og få en fælles oplevelse. I de første løb kan børn fra 6 år og opefter tage familien med rundt på ruten, mens der bliver skruet op for tempoet i de sidste løb, når ruten skal gennemføres på tid.

 

Familieløbene bliver skudt i gang fredag eftermiddag kl. 16.00, 16.30 og 17.00, mens ungdomsløbene med tidstagning bliver sat i gang kl. 18.00 og 18.30. Der vil være præmie til alle de mindste, mens de tre hurtigste løbere i ungdomsløbet får en præmie. Husk at komme i god tid inden starten!

Når løbet er overstået og præmierne i hus, kan der købes motionsvenlig mad og drikke i Café Elefanten.

 

Læs mere om arrangementet og køb billetter på jagtengennemhistorien.dk

 

Jagten på Elefanten er et samarbejde mellem Dansehallerne, Carlsberg Byen P/S, Klatreskoven, Visit Carlsberg, Boxland, Ottilias Have, Café Elefanten og Orienteering Runners Copenhagen.

 

Dansens Dag Dag fejres næste gang lørdag d. 29. april 2017 i hele verden. Vær opmærksom på, at Dansehallerne ikke længere er landsdækkende koordinator.

Vil du se hvad der sker på Dansens Dag, så tag et kig på Dansens Dags Facebookside, hvor arrangører frit kan slå opslag op.

Dansens Dag fejres også i Dansehallerne. Læs mere her

Dansens Dag nåede sit foreløbige højedepunkt i 2014 med omkring 325 arrangementer, 50.000 deltagere og 100.000 tilskuere på landsplan. Læs mere om hvordan dagen forløb her.

 
DANS24SYV / DANSEHALLERNE / PASTEURSVEJ 14 / 1799 KØBENHAVN V